Brancheforeningen Dansk Luftfart | REGERINGEN OFFENTLIGGØR LUFTFARTSSTRATEGI
220
post-template-default,single,single-post,postid-220,single-format-standard,ajax_fade,page_not_loaded,,select-child-theme-ver-1.0.0,select-theme-ver-3.3,menu-animation-underline-bottom

REGERINGEN OFFENTLIGGØR LUFTFARTSSTRATEGI

På et pressemøde i Transportministeriet mandag 3. juli kl. 12 offentliggjorde regeringen sit udspil til luftfartsstrategi. På pressemødet redegjorde Transport-, Bygnings- og Boligminister Ole Birk Olsen og Erhvervsminister Brian Mikkelsen for hovedpunkterne i strategien, der indeholder 38 initiativer. Regeringen sætter i sin målsætning for strategien lighedstegn mellem forbindelser / tilgængelighed og vækst. Det er positivt, og et godt pejlemærke fremover. De enkelte initiativer kan der være forskellige holdninger til, men det er skuffende, at der ikke er blevet plads til konkrete handlinger på pilotuddannelsen. Så den sag må branchen belave sig på at skulle bearbejde yderligere.

– Vi glæder vi os over regeringens strategi for luftfarten i Danmark, som både DI og Dansk Luftfart har efterlyst i flere år. Vi deler fuldt ud regeringens mål om, at det skal være lettere at flyve til mål i både Danmark og udlandet. Det er afgørende for de danske virksomheder, at vi har det bedst mulige udbud af flyruter til alle de relevante markeder, som vi importerer fra og eksporterer til. Der er en direkte sammenhæng mellem tilgængelighed og vækst i Danmark, siger branchedirektør Michael Svane, DI og Dansk luftfart.

– Overordnet er vi tilfredse med, at regeringen sætter fokus på luftfragt, som betyder meget for mange danske produktions- og servicevirksomheder. Derfor er det glædeligt, at regeringen lægger op til at sikre, at de danske lufthavne er effektive og konkurrencedygtige, også på transfer og indenrigsflyvningerne. Vi hilser det velkommen, at strategien også har internationale ambitioner om at styrke de internationale luftfartsaftaler, herunder Danmarks muligheder for at tiltræde Global Entry til USA, som betyder at man kan komme hurtigere ind i landet, siger Michael Svane.

– Vi skal ikke blot holde fast i, men også udvikle mulighederne for at komme til og fra de udenlandske markeder ved at sikre den bedst mulige betjening af danske virksomheder i lufthavnen. Det er vigtigt, at Københavns Lufthavn sikrer sin position som det nordeuropæiske trafikknudepunkt for luftfart, siger Michael Svane.

– Der er dog malurt i bægeret, idet regeringen ikke opfylder luftfartsbranchens ønske om at støtte pilotuddannelsen i Danmark. En opgave, som regeringen undervurderer efter min mening. Vi vil bruge vores kræfter på at sikre, at et flertal i Folketinget finder pengene til at sikre pilotuddannelserne i Danmark, siger branchedirektør Michael Svane, DI.

Regeringens pressemeddelelse samt selve strategien med tilhørende materiale kan findes her