Dansk Luftfart: Højere flyafgifter er ikke en vej til grønnere luftfart
Klimarådets forslag om markant højere flypassagerafgifter risikerer at svække dansk luftfart og flytte trafik og udledninger til vores nabolande. I stedet bør Danmark prioritere udviklingen og anvendelsen af grønne flybrændstoffer, mener Dansk Luftfart. Klimarådet opstiller flere mulige modeller for højere passagerafgifter. Dansk Luftfart advarer mod at gøre selve afgiftsniveauet til målestok for, hvor ambitiøs den danske klimapolitik er.
”Klimarådet opstiller det højeste afgiftsniveau i EU som ét muligt pejlemærke. Men afgiftsniveauet bør ikke blive et mål i sig selv. Det afgørende må være den samlede klimaeffekt og konsekvenserne for samfundet,” siger Mathias Milling, sekretariatschef i Dansk Luftfart.
Centrale samfundsøkonomiske konsekvenser er ikke belyst
Klimarådet medregner nogen få, udvalgte samfundsøkonomiske konsekvenser, men rapporten kvantificerer imidlertid ikke de centrale afledte konsekvenser for blandt andet beskæftigelsen, turistindtægterne eller aktiviteten i danske lufthavne og tilknyttede erhverv, og det er en væsentlig mangel, mener Mathias Milling.
”Man kan ikke vurdere et forslag uden også at se på konsekvenserne for arbejdspladser, vækst og dansk økonomi. Klimarådet medregner nogen få økonomiske effekter, men kvantificerer ikke konsekvenserne for blandt andet beskæftigelse, turisme samt aktivitet i lufthavne og tilknyttede erhverv.”
Luftfarten har stor betydning for Danmarks internationale tilgængelighed og for virksomhedernes muligheder for at handle og samarbejde på tværs af grænser. Derfor bør en beslutning om markant højere afgifter bygge på en bred vurdering af konsekvenserne for hele samfundet.
Trafik og udledninger kan flytte til nabolandene
Klimarådet anerkender, at høje danske passagerafgifter kan føre til lækage. Det betyder, at flyrejsen gennemføres alligevel, men at afrejsen flyttes fra en dansk lufthavn til eksempelvis Malmø eller Hamborg. I det tilfælde udebliver klimaeffekten. Samtidig kan flyselskaber vælge at begrænse deres aktivitet eller flytte ruter til andre lande. Rapportens beregnede klimaeffekter tager ikke højde for denne lækage og kan derfor være overvurderede.
”En højere flyafgift fjerner ikke nødvendigvis udledningerne. Hvis passagerer vælger en lufthavn i et naboland, bliver rejsen gennemført alligevel, og så udebliver klimaeffekten. Samtidig risikerer vi, at ruter, arbejdspladser og økonomisk aktivitet flytter med,” siger Mathias Milling.
Høje afgifter giver ikke grøn luftfart eller folkelig opbakning
Dansk Luftfart mener ikke, at en politik baseret på kraftige prisstigninger er en realistisk eller holdbar vej til at reducere luftfartens klimapåvirkning. Der vil fortsat være stor efterspørgsel efter flyrejser, og markant dyrere billetter vil få betydning for både familiernes rejsemuligheder, erhvervslivets mobilitet og Danmarks forbindelser til omverdenen.
”Det er ikke en klog vej at reducere luftfartens klimapåvirkning ved at indføre meget høje afgifter og gøre flyrejser markant dyrere. Det tror vi ikke, der er folkelig opbakning til. Danskerne vil fortsat have behov for at flyve, og derfor skal vi investere i de grønne brændstoffer og teknologier, der kan reducere udledningerne fra de flyvninger, som fortsat bliver gennemført,” siger Mathias Milling.
Herudover peger Klimarådet selv på, at en passagerafgift ikke skaber en grønnere luftfart. Afgiften er ikke knyttet til den enkelte flyvnings udledning, og et flyselskab, der anvender grønt brændstof, betaler derfor den samme passagerafgift som et selskab, der anvender fossilt brændstof.
Dansk Luftfart mener derfor, at indtægterne fra den eksisterende passagerafgift i langt højere grad bør anvendes til at understøtte udvikling, produktion og anvendelse af grønne flybrændstoffer. Det vil bidrage til at reducere udledningerne fra selve flyvningen og samtidig understøtte teknologiudvikling og grønne investeringer i Danmark.
Stigende omkostninger fra EU-regulering
Luftfarten oplever allerede stigende omkostninger som følge af den europæiske klimaregulering. Dansk Luftfart advarer derfor mod at lægge yderligere nationale afgifter oven på de eksisterende og kommende europæisk regulering.
”Luftfarten er allerede presset af stigende omkostninger som følge af blandt andet EU’s kvotehandelssystem og kravene om iblanding af grønne flybrændstoffer. Lægger Danmark yderligere nationale afgifter oveni, risikerer vi at svække dansk luftfarts konkurrenceevne og flytte trafik til andre lande, uden at den forventede klimaeffekt nødvendigvis følger med,” siger Mathias Milling.
For en lille, åben økonomi som den danske er gode flyforbindelser til resten af verden en vigtig forudsætning for handel, investeringer og vækst. Derfor bør klimapolitikken både reducere udledningerne og sikre, at Danmark fortsat oplever vækst og fastholder arbejdspladser i Danmark.
For yderligere oplysninger:
Mathias Milling, sekretariatschef i Dansk Luftfart
Tlf. 51326374
