Dansk Luftfart bliver medlem af Triangle Energy Alliance
Brancheforeningen Dansk Luftfart er blevet medlem af Triangle Energy Alliance. En af foreningens absolutte topprioriteter handler om den grønne omstilling af luftfarten. Her har branchen særligt fokus på udviklingen af bæredygtigt flybrændstof, som kun kan lade sig gøre ved at styrke samarbejdet om den grønne omstilling og samle kræfterne på tværs af energisystemer, transport og industri.
Medlemskabet i TEA bygger videre på klare synergier mellem de to organisationer og et fælles ønske om at fremskynde udviklingen af grønnere løsninger – særligt inden for luftfarten.
“Luftfartens grønne omstilling kan ikke lykkes isoleret. Den kræver tætte koblinger til energisystemet, nye grønne brændstoffer og stærke partnerskaber. Triangle Energy Alliance samler netop de aktører og kompetencer, der er afgørende for, at luftfarten kan blive mere bæredygtig. Derfor giver det god mening for Dansk Luftfart at blive en del af alliancen,” siger Mathias Milling, sekretariatschef i Dansk Luftfart.
Der er et stort overlap mellem TEA’s arbejde, interessenter og målsætninger og Dansk Luftfarts arbejde med grøn omstilling. Dansk Luftfart og Luftfartens Klimapartnerskab har over årene haft samarbejde med TEA og flere aktører i Trekantområdet, herunder flere TEA-partnere som Billund Lufthavn, Crossbridge Energy, Everfuel m.fl. Der er derfor et væsentligt potentiale for tættere samarbejde.
Triangle Energy Alliance arbejder for at fremme grøn energi, Power-to-X, CO₂-fangst og -anvendelse samt sektorkobling, hvilket der er særdeles gode forudsætninger for på grund af de omfattende værdikæder der opbygget over årtier i midten af Danmark, forklarer direktør for TEA, Søren Schmidt Thomsen.
”Vi har altid set på Trekantområdets styrker i et nationalt perspektiv, og de danske styrker i et europæisk. Luftfart har både et stort klimaaftryk, men repræsenterer en branche og en efterspørgselsmuskel, om man vil, der kan trække investeringer og fokus mod grønne brændstoffer til både det civile og forsvaret. Sammen med Dansk Luftfart ser vi et stort potentiale i at styrke videndeling, samarbejde og fælles politiske indsatser”, siger Søren Schmidt Thomsen.
Den nye partner i TEA er en klar styrkelse af alliancen og arbejdet for en sammenhængende grøn omstilling, der også når ud til de rigtig svært omstillelige sektorer.
“Dansk Luftfart bringer vigtig viden og perspektiver ind i alliancen, særligt om luftfartens behov og potentialer i den grønne omstilling. Skal vi lykkes med Power-to-X, grønne brændstoffer og nye energiløsninger, er det afgørende, at aftagere som luftfarten er tæt involveret. Sammen står vi stærkere,” siger Søren Schmidt Thomsen.
Med medlemskabet ønsker Dansk Luftfart og Triangle Energy Alliance i fællesskab at bidrage til konkrete løsninger, der både understøtter klimamålene, styrker dansk erhvervsliv og sikrer en konkurrencedygtig og bæredygtig luftfart i fremtiden.
